Årsregnskabet 2018
Sand Jensen Automobiler fik i 2018 et af de bedste resultater nogensinde. I Midtjyllands Avis kommenterer vores administrerende direktør Anker Lemminger på årsregnskabet for 2018.
Kilde: Midtjyllands Avis
Skærpet konkurrence på nyere brugte biler påvirker Sand Jensens bilsalg i Danmark, men der er fremgang både på leasing og på den tyske afdeling.
Hos Sand Jensen kan man tydeligt mærke, at det er stor konkurrence, når det gælder om at skaffe nyere brugte biler i den dyrere og mere eksklusive ende hjem til det danske marked.
Det fremgår af det seneste årsregnskab for 2018, at det netop er den del af forretningen, som handler om at sælge biler, der er sværest at tjene penge på. For selvom der er større efterspørgsel, end der er udbud, så betyder de rigtigt mange aktører på markedet samt onlinehandlen, at bilerne bliver presset på prisen. Samtidig med at kunderne har mange andre muligheder for at finde lige dén bil, de ønsker sig end bare den lokale bilforhandler.
- Det er en konstant udfordring hele tiden at kunne skaffe de rigtige biler hjem. Det er nok et markedsvilkår, som vi fortsat vil se fremover, siger adm. direktør Anker Lemminger.
- Men vi kan til gengæld glæde os over, at 2018 blev et godt år for vores leasingselskab, og det samme for vores afdeling i Flensburg. Så alt i alt gik 2018 som forventet, og vi er tilfredse med resultatet, siger adm. direktør Anker Lemminger.
Resultatet efter skat blev da også et plus på 5,4 millioner kroner, hvilket var 3,2 millioner kroner over året før. Og her fremgår det også af regnskabet, at alene den tyske afdeling, hvor Sand Jensen driver både automobilhandel og værksted, fik fordoblet sit resultat og gav et overskud på 3,9 mio. kr.
Leasingselskabet genererede et overskud på 4,2 mio. kr.
- Vi fik en positiv start på 2019, og forventninger er, at vi får et resultat cirka på niveau med sidste år. Samtidig må vi også gerne præstere lige lidt ekstra i år, for faktisk er det vores 50 års jubilæumsår, siger Anker Lemminger.
Størstedelen af Sand Jensens kunder har direkte tilknytning til erhvervslivet, og her forventes der i år en beskeden vækst i salget. Der er særligt mærkerne Mercedes, BMW, Audi og Porsche, som man kan finde hos Sand-Jensen, og en stor del af bilerne bliver leaset til kunderne.
Der er god sammenhæng i Sand-Jensens virksomhedsopbygning med både salg og leasing samt værksted i Silkeborg og så koblingen til afdelingen i Flensburg, der ikke alene i sig selv genererer omsætning og indtægt, men som også skaber en direkte forbindelse til det tyske marked i forhold til at skaffe biler til det danske marked.
Sand Jensen driver også ejendomsforretning med både udlejning og ejendomsudvikling i særskilte selskaber. Og her blev 2018 atter et tilfredsstillende år med fuld udlejning af såvel bolig- og erhvervslejemål.
Lige nu er fokus dog først og fremmest på det igangværende byggeri af 27 ejerlejligheder på hjørnet af Borgergade og Sølystvej.
- Byggeriet skrider godt frem og er nu over jordhøjde. Forventningen er, at byggeriet står klar til indflytning den 1. juli 2020, siger Anker Lemminger. Det er Laban Arkitekter, der har tegnet de 27 luksuslejligheder, og det er Nybolig-ejendomsmægler Jesper Lyngsø, står for salget.
Sælger og leaser hovedsagligt nyere, brugte biler i den mere eksklusive ende, og en stor del af kunderne er tilknyttet erhvervslivet.
Bruttofortjeneste i 2018 på 15,4 mio. kr. mod 16,5 mio. kr. året før.
Resultat før skat på knap 4,6 mio. kr. mod 1,2 mio. kr. året før.
Resultat efter skat (positiv skat) på 5,4 mio. kr. mod 2,2 mio. kr. året før.
Egenkapitalen er på 66,3 mio. kr. og medarbejderstaben er på 43.
Sand-Jensen Automobiler er ejet af Per Sand-Jensen, der stiftede Sand-Jensen Automobiler for 49 år siden.
Ud over bilforretning driver han også ejendomsselskaber og ejendomsudvikling.
Det fælles holdingselskab for alle aktiviteterne kom ud af 2018 med et overskud efter skat på 13 mio. kr. mod 9,8 mio. kr. året før.
Egenkapitalen er på 212 mio. kr.