Hvordan lader man en elbil?

Er du i tvivl om hvordan du lader en elbil? Så læs med her for at finde ud af hvordan man gør, hvornår det er bedst at lade og hvor tit du skal gøre det.

20.11 2023
Sandjensen 6092 Web

Har du styr på, hvordan man oplader en elbil på bedste vis? Én ting er selve opladningen, en anden ting er hvornår på dagen, du bør oplade, og derudover er det også en fordel at vide, hvor tit du egentlig behøver at lade din elbil.

 

I det følgende giver vi en trin for trin-vejledning til, hvordan du skal bære dig ad med at oplade din elbil korrekt. Er du desuden interesseret i, hvordan du optimerer batteriets levetid og bevarer bilens ydeevne? Læs med og find ud af, hvordan du bør oplade din elbil.

Sådan oplader man en elbil

Til at starte med gennemgår vi lige, hvordan du rent praktisk foretager en opladning af din elbil, både på offentlige ladestandere og private ladebokse. Her følger en trin for trin-guide, som du trygt kan følge:

  1. Gør din elbil klar til opladning: Som det allerførste skal du sikre dig, at din elbil er slukket, før du går i gang med at lade. Det er med til at beskytte bilens batteri og hele det elektriske system.
  2. Tilslut ladekablet til elbilen: Når din elbil er slukket, skal du tilslutte ladekablet til elbilen. Mange foretrækker at lade på deres egen private ladeboks, men skulle du få brug for at lade på en offentlig ladestander, så er det vigtigt at huske, at du vil få brug for dit eget ladekabel.
  3. Tilslut ladekabel til ladestanderen eller ladeboksen: Når du har forbundet ladekablet til elbilen, kan du tilslutte den anden ende af kablet til ladestanderen eller ladeboksen.
  4. Start din opladning: Når du har tilsluttet ladekablet til både elbil og opladningsenhed, kan du starte opladningen. På de fleste ladestandere og ladebokse vil der være en tydelig indikator, som viser, at opladningen er i sat i gang.
  5. Afslut din opladning: Når batteriet på din elbil er ladt tilpas meget op, skal du først koble dit ladekabel fra elbilen og derefter koble det fra opladningsenheden. Så er du klar til at køre igen.
Sandjensen 6092 Web
Hvornår er det bedst at oplade en elbil?

Har du en variabel elaftale, så vil det som regel være billigst at oplade din elbil om natten. Her vil der typisk være lavest efterspørgsel på strøm, hvilket betyder, at elprisen vil være lavere end andre tidspunkter på døgnet. Mange ladebokse kan indstilles til at oplade din elbil helt automatisk inden for et bestemt tidsrum, så du ikke behøver at stå op midt om natten for at sætte opladningen i gang.

Hvor ofte bør du oplade din elbil?

Dit behov for opladning afhænger naturligvis af dit kørselsbehov, men gør du typisk ikke brug af batteriets fulde kapacitet, så bør du overveje kun at oplade din elbil til omkring 80-90%. Når et batteri er 100% opladet, vil spændingen nemlig være maksimal, og det betyder, at batteriet er udsat for mere slid end ellers.

 

Ved ikke at oplade batteriet til sin fulde kapacitet kan du bidrage til at forlænge batteriets levetid. Samtidig bør du også så vidt muligt oplade din elbil, før batteriet falder under 20%, da dette på samme måde er med til at bevare batteriets kapacitet og ydeevne.

Hold dig opdateret

Modtag ugentlig nyhedsmail med alle 
nyankomne biler og seneste prisjusteringer.