Opdateret: 23. juni 2026.
Efter mange års samarbejde og dialog med Autobranchen Danmark er René Sand-Jensen både glad for opfordringen til at stille op og for tilliden fra medlemmerne, der har valgt ham ind i bestyrelsen.
Bilbranchen er under markant forandring. Elbiler har flyttet markedet markant, og kundernes forventninger til rådgivning, gennemsigtighed og en smidig købsproces udvikler sig hurtigt. Samtidig fylder finansiering, leasing og nye teknologier stadig mere i både den daglige drift og den strategiske retning hos landets bilforhandlere.
Det gør det vigtigt, at branchens organisationer også har et tæt blik for virkeligheden ude i virksomhederne, mener René Sand-Jensen.
"Jeg har valgt at sige ja, fordi jeg gerne vil være med til at sikre, at branchens udvikling også tager afsæt i den virkelighed, vi møder hver dag ude i virksomhederne. Der sker meget lige nu, og det er vigtigt, at erfaringerne fra den praktiske bilhandel bliver bragt ind i de diskussioner, der skal være med til at sætte retningen", siger René Sand-Jensen.
Erfaring fra hverdagen i bilbranchen
Med mange års erfaring fra bilbranchen og den daglige drift af Sand Jensen Automobiler kommer René Sand-Jensen med et perspektiv tæt på både kunder, marked og de vilkår, der præger moderne bilhandel.
Bestyrelsesposten skal blandt andet bruges til at bidrage til dialogen om de udfordringer og muligheder, branchen står overfor – fra den fortsatte elektrificering af bilparken til udviklingen inden for finansiering, leasing, digitalisering og rådgivning.
”Jeg er meget glad for, at René Sand-Jensen nu er blevet en del af AutoBranchen Danmarks bestyrelse. Jeg kender René som en ordentlig og grundig forhandler, der længe har engageret sig i branchens fremtiden som sådan. René er en dygtig købmand, men han ser også ud over egen forretning, hvilket vi ser frem til at nyde godt af i AutoBranchen Danmark,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
For Sand Jensen Automobiler er valget en anerkendelse af Renés mangeårige erfaring og engagement i branchen. Samtidig er det en mulighed for at bidrage aktivt til de diskussioner, der får betydning for både bilforhandlere, kunder og markedet i de kommende år.